Optræk til revolution i Danmark

1848 var revolutionens år i Europa. Folk krævede frihed og ret til at forsamle, forene og ytre sig. I Danmark gik bølgerne også højt – mere end vi ofte læser om i historiebøgerne. I foredraget ”Optræk til revolution i Danmark” fortæller Lisbeth Pedersen om begivenhederne på Ulkestrup Mark i Vestsjælland, hvor tusindvis af mennesker samlede sig flere gange i 1840’erne for at tale for politiske, sociale og økonomiske rettigheder. Det er historien om den danske udgave af menneskers stræben efter frihed og indflydelse. En stræben, som fik myndighederne til at føle, at revolutionen var nær i Danmark.

Selv efter grundlovens indførelse i 1849 forsøgte magthaverne at begrænse folkets frihedsrettigheder. Det skærpede den politiske tone i 1800-tallets anden halvdel, hvor demokrati var et skældsord for mange i indflydelsesrige kredse.

Lisbeth Pedersen fortæller om en del af Danmarkshistorien, vi sjældent hører om, nemlig at Danmark faktisk flere gange var tæt på statskup og borgerkrigslignende tilstande i 1800-tallets anden halvdel.

Varighed: To timer inklusive pause.

Pris: 2.500 kr. (ekskl. moms) + transport. Pris udenfor Sjælland aftales individuelt.

Foredraget kan også arrangeres som ekskursion, hvor prisen er afhængig af ekskursionens varighed.

August Rasmussen (1829-1919) beskrev i sine erindringer de udemokratiske vilkår, som bønder og almue levede under i 1800-tallets Danmark. Ukendt fotograf.