Franciskanerordenens brødre skulle leve af almisser og i fattigdom. Alligevel modtog klostret i Kalundborg talrige gårde til at leve af, og franciskanerordenen opbyggede gennem 300 år et stort klosterkompleks. Ordenen blev en fast del af egnens liv og udgjorde på godt og ondt i perioder en betydelig politisk magtfaktor i byen og den katolske kirke. Det blev et af de sidste franciskanerklostre i Danmark, som solgte sine ejendomme.
I årene op til Reformationen i 1536-37 blev livet som franciskaner svært i Danmark, og de blev til sidst smidt ud af landet. Dog ikke Melchior Jensen, klostrets sidste forstander, for han konverterede til den protestantiske tro og blev byens første lutheranske præst.
Klostertorvet i Kalundborg danner et unikt udgangspunkt for en vandretur til fortællesteder om Reformationen. Kalundborgs historie ligger lag på lag under torvepladsen, hvor vi på konturerne af byens kloster hører om livet i klostret. Vi går derfra op over Sct. Olai Kirkegård med udsigt over Kalundborgs middelalderlige bydel med den særprægede femtårnede kirke. Konvertitten Melchior Jensen havde her sit første præsteembede i den nye kirkeorden. Han stod senere bag et af landets første protestantiske kirkebyggerier i Raklev. Vi opsøger kirken og hører om, hvordan den blev indrettet for at understrege overgangen til den nye tro. Derfra går vi til Kalundborg Fjord langs Hærvigen, Kalundborgs første havn, og ruinerne af Esbern Snares borg og tilbage til Klostertorvet.
Vi holder et jævnt tempo. Turen er på ca. 7 km og kræver blot, at deltagerne er i almindelig god form og har gode vandresko på. Medbring vand, evt. kaffe og let madpakke.
Turen er velegnet til kursuspauser, virksomhedsbesøg, foreningsudflugter og lign.
Deltagerantal: Maks. 25 personer.
Varighed: Tre timer.
Pris per gruppe: 2.500 kr. (ekskl. moms).